tirsdag den 14. juni 2016

Fyn Rundt - Målet nået.

Tænk sig at jeg klarede det, har stadig svært ved at fatte det. At det er overstået og at jeg gjorde det.

Har trænet og knoklet for at blive klar til løbet, de sidste mange måneder.  Det var min motivation, efter at Styrkeprøven måtte droppes. Jeg ville have et mål, ville gøre noget ”vanvittigt”, når nu jeg runder de 40år i år.

For havde ellers for flere år siden, sat det mål at når jeg blev 40år, skulle TøseRunden klares. På det tidspunkt lød 112km som MEGET langt, men den blev klaret sidste år, og var mit mål sidste år.

Meget  er sket siden da, og målet i år, skulle være større. Hvilket det bestemt også blev. Næsten 2 gange større end TøseRunden.

Det vildt at tænke sig, så meget min cykling har udviklet sig på bare 1 år. Fra sidst i februar 2015, hvor jeg tog den første lille tur på motionscyklen, til 7 uger senere, hvor Forårets løbet 60km blev klaret i bravur, også er det ellers bare kørt der ud af.

Til nu mit længste løb nogensinde, ja min længste cykeltur nogensinde.

Jeg ELSKER at cykle, og er nok blevet ”lidt” afhængig af det. Men hva`det er trods alt en sund afhængighed.

Fyn Rundt – Cykelløbet.

For os der skulle cykle hele øen rundt, lå starten om natten. Så min cykelmakker og jeg drog af sted mod Fyn fredag eftermiddag og overnattede hos nogen bekendte.

Ikke at det blev til så mange timer, men vi fik en 3- 4 timers søvn, før vækkeuret ringede, for vi havde start tid kl.02:30 lørdag morgen.


Vi fik spist morgenmad og af sted mod Odense Idrætshal, hvor starten skulle foregå. 

Må sige jeg var lidt nervøs ved at skulle cykle om natten. Tankerne omkring mit styrt sidste efterår, sad stadig lidt i kroppen. Men af sted skulle vi, lige meget hvad.

Før start var der en kort briefing, også var det ellers bare afsted.  Vi var en gruppe, der blev sendt af sted kl.02:30 med eskorte ud af byen, og en følge bil, som fulgte med, hele vejen rundt.

Den bil var jeg rigtig glad for i starten, for lå næst bagerst i gruppen, og lyset fra bilens lygter lyste vejen op, så vi kunne se lidt extra på vejen. Selvom vi havde lygter på cyklerne, da det jo var mørkt.

Vi var en rigtig god gruppe, som samarbejdede. Hvilket betød rigtig meget, især i de mørke timer.

Må indrømme at jeg havde nerverne lidt uden på tøjet, i de mørke timer vi cyklede. Har aldrig været super glad for at cykle i gruppe, man skal hele tiden være opmærksom på de andre. Bremser de, er der huller eller andre ting foran en, som ikke er særlig nemt at se, når man køre i gruppe.

Heldigvis var folk gode til, at gøre opmærksom på huller i vejen (dem var der MANGE af), biler, grus, sten mm.

Men ud af byen kom vi og på vej mod Middelfart, hvor første depot var.

Jeg havde på forhånd bestemt mig for, kun at fokusere på at køre fra depot til depot, så der ikke virkede nær så langt. For det kan være svært at forholde sig til at skulle cykle SÅ langt, og må sige at det virkede.

Vi holdte fra starten en god fart, gennemsnittet nåede hurtigt op på en 29km/t. Ikke et tempo jeg normalt ligger på, men det er en af de gode ting, ved at køre i gruppe. Man kan holde en højere fart og mærker ikke en evt vind.

Ikke at der var nogen vind den nat og morgen, den kom først senere.

Så selvom jeg ikke er glad for nat kørsel, var der alligevel noget specielt over det. Elsker nattens stilhed.

Efter nogle timer, begyndte lyset endelig at bryde igennem, solen var så småt ved at stå op. Her kom også de første bakker, som ikke var så slemme. Det blev værre senere.

En af de gode og lidt sjove ting ved en gruppe med mange mænd, er deres tisse pauser. Pludselig stopper alle bare, og så står de ellers på stribe og tisser. Så kunne vi tøser ellers bare stå der og kigge på.

Ved Middelfart og ca 80km kom det første depot, med en tiltrængt morgenmad og toiletbesøg.

Det var nogle rigtig gode depoter, hele vejen rundt. Der manglede ikke noget, og på sådan en lang tur, skal der en masse mad og drikkelse indenbords.

Her blev det til kaffe og morgenbrød, samt første optankning af drikkedunkene. 
Jeg var egentlig ikke så glad for energidrikken, man kan få til cykelløb, men den har jeg nu lært at kunne lide.

Efter en god gang morgenmad gik turen videre til næste depot, som var i Fåborg.

Turen gik meget af tiden ude i nærheden af vandet, og til tider tæt på vandet. Fuglene sang fornøjet, og vejene bugtede sig langs den smukke natur, med søen, bugte og havet, som var helt stille og smukt.

En sand fornøjelse at cykle i, og havde vi ikke kørt cykelløb, var jeg stoppet mange steder, for at tage billeder. Men det var der ligesom ikke tid til.

Endelig stod solen rigtig op, hvilket var rart, for så kunne vi få lidt ekstra varme i kroppen. Desværre er sådan en morgensol også ret skarp, og til tider ret blændende. Især når man kom til et skov område, var lys og mørke en ret skarp kontrast, hvilket ikke var særlig rart, når man har fart på især ned af bakke. Der var det bare med at holde tungen lige i munden.

Efter omkring 7 timer nåede vi Fåborg 170km og andet depot.

Det føltes slet ikke som så mange timer eller km. Det var takke være vores gode gruppe. Folk var optimistiske og snaksagelige, så det gik bare der ud af, også selvom der var huller i vejene, som flere af os fik at føle undervejs, og bakker der ind i mellem kunne mærkes.

Ved de 3 første depoter, kunne man aflevere sine lygter og trøjer mm. Så man ikke skulle slæbe på det hele vejen rundt. Hvilket var rart, for solen var efterhånden ved at få godt fat, og varmede godt. 


Men altså  jeg havde min cykeltrøje INDEN under min cykelbluse, og med en albue godt pakket ind i tape, og lommerne godt fyldte med memorybanks, druesukker, bars og smertestillende salve, var det ikke nemt at få tøjet af. Men også her var folk super hjælpsomme, og vi fik i fællesskab min trøje af og blusen på igen.

Min store bekymring inden løbet, var min højre albue, som var overbelastet og havde gjort MEGET ondt til Born Fondo. Derfor var den pakket ind i både kinesisk og sports tape, samt smurt med Felden Gel.

Hvilket til min store overraskelse, havde en fantastisk god virkning på den. Den gjorde næste ikke ondt. Men tror også det havde lidt at gøre med, at jeg har fået en kortere frempind på cyklen, og konstant mindede mig selv om, ikke at hænge på styret. Men holde en mere ret ryg og bruge både ryg og mave muskler til at holde mig oprejst på cyklen.

Det var som om alle de ”dårlige” løb og vejr, var for at jeg skulle have det perfekte løb. For selv om jeg fik en lille krise undervejs, så klappede det hele bare. Jeg kunne mærke at alt træningen og den sunde kost gav pote, og det var bare SÅ fedt.

Nå men efter endnu et depot, gik turen videre mod Svendborg og tredje depot.

Der var begyndt at komme lidt vind, men ellers gik det bare der ud af, lige ind til vi var på vej gennem en lille by, som havde heller på vejen. Den er der desværre en der totalt overser, og køre direkte ind i hellen. Han styrter og tager en af de andre med ned.

Det var noget af opvågner.

Ham der rammer hellen, får desværre en del skrammer og forhjulet er helt bøjet, så han må udgå. Ikke lige det man har brug for. Den anden kan fortsætte og har heldigvis kun fået lidt skrammer på cyklen.

Derefter var vi meget opmærksomme på de kære heller mm. på vejene.
Faktisk gik turen fra start og til Svendborg som smurt. Vi holdte en god fart med et snit på mellem 28 – 29km/t. 

Da vi nåede Svendborg og de 200km, havde jeg slået min egen rekord i at cykle langt. Det var lidt vildt at tænke på. Nåede også at få 4 nye personlige rekorder i tid og længde.

I Svendborg var der middagsmad med smørbrød, pasta, skinke, brød, frugt og drikkelse. Et rigtigt fest måltid og tiltrængt.



Vi var stadig i højt humør, selvom trætheden så småt var begyndt at trænge sig på. Nu var der ”kun” 133km tilbage. Det var dog også den hårde del med større bakker og modvind.

Da vi skulle af sted fra depotet, begyndte det at gå ned ad bakke for mig.
Mine klikpedaler havde drillet hele dagen og min mobil, som jeg brugte som måling, ville ikke samarbejde. Så før jeg fik set mig om, var gruppen smuttet.

Samtidig lå depotet nede for enden af en bakke, så måtte knokle op ad bakken og videre op af endnu en bakke, for at nå op til gruppen. Heldigvis kom der kort efter en ned ad bakke, hvor jeg overhalede et par biler og kom op til gruppen igen.

Her begyndte min lille personlige krise desværre. Havde svært ved at finde mig tilpas i gruppen, synes hele den gode stemning var væk, og det gik for stærkt. Vi var alle begyndt at blive trætte og derfor var der meget stille i gruppen.

Jeg knoklede for at følge med gruppen et stykke tid.

Men orkede så ikke mere, og ville hellere cykle selv. Havde brug for at være alene med cyklen og vejen.

Så gruppen fortsatte og jeg var alene på vejen. Det var lige hvad jeg havde brug for, selvom det gjorde det ekstra hårdt pga vinden og trætheden.

Jeg knoklede langsomt videre og op ad en masse bakker.

Det gode ved løbet, var at man ikke var i tvivl om, hvad vej man skulle. Da de havde malet gule pile på vejen og der stod en blå pil i vej kanten. Samt for hver 10km stod der, hvor langt man havde kørt. Det var rart, så selvom jeg cyklede alene, var der ingen problemer i at finde vej.

Jeg oplevede også at, blive overhalet af andre grupper, som så heppede på mig og lige skulle høre om alt var okay. Det var rart.

På vej mod Nyborg gjorde jeg holdt i en lille skov, det var tisse tid. For med alt det væske man indtog, skulle der også noget ud.

Der var faktisk helt rart i skoven, satte mig på en væltet stamme og bare slappede helt af. Kunne have lagt mig til at sove der, men havde jo ligesom et løb at gennemføre. Så efter et øjebliks ”uofficielle” pause gik turen videre mod Nyborg.

Det var hårdt og da jeg endelig nåede Nyborg og depotet, var jeg tude færdig. Syntes det hele var noget møg, og havde mest lyst til give op.

Heldigvis var min cykelmakker der, klar med trøstekram og en lille peptalk. Lige hvad jeg havde brug for. Der ud over fik jeg en kop kaffe og noget chokolade. Det hjalp på energien og humøret.

Jeg orkede stadig ikke at følge med gruppen, så de fortsatte, mens jeg sad og slappede helt af.

Vi havde pt kørt 260km og der var ”kun” 70km tilbage. Men det var 70 LANGE kilometer, når man er træt.

Heldigvis har jeg en meget stor stædighed, som kicker ind, når jeg er træt og har lyst til at opgive. For gennemføre skulle jeg, koste hvad det koste ville. Så efter et lille stykke tid fortsatte jeg. Nu gik turen mod Kerteminde, i flere bakker og modvind. Nøj jeg var træt af den vind.

På et tidspunkt kom der to mænd cyklende forbi mig, og de holdte omtrent samme hastighed som jeg. Så jeg tog mig lidt sammen, og knoklede op til dem. Så kunne jeg ligge på hjul af dem.

Det var rart og vi fulgtes resten af vejen hjem.

Vi nåede forbi Kerteminde og videre hjem over. Der lå ude ved vandet et sidste depot, hvor de havde kaffe og kage.

Det var virkelig godt, og selvom de ikke havde mere sukker til kaffe, drak jeg en kop, og kunne ikke smage at der ikke var sukker i. For var bare SÅ træt og havde drukket SÅ meget energidrik, at alt smagte af sukker. 

Det energidrik blev virkelig for meget til sidst, det er en gang forfærdeligt sukker stads. Til sidst var det i hvert fald. Så det var rart med noget andet end sukker.

Til sidst vendte vejen og det gik mod Odense med rygvind, eller næsten. For efter et lille stykke tid med rygvind, ja så vendte vejen igen og man fik sidevind og flere bakker. Ikke lige hvad vi havde brug for, de blev dog klaret, men også bandet langt væk.

Endelig gik vejen mod Odense og vi havde seriøst rygvind. Det hjalp på humøret og farten, nu kunne vi lugte målstregen.

Men i Odense haltede vejvisningen pludselig, og vi endte med at køre forkert. Det havde vi bare IKKE brug for.

For ud over ekstra kilometer, så løb klokken også. Vi skulle være i mål inden kl.17:30, så der var panikken ved at brede sig lidt i mig.

Heldigvis kendte de byen og fik os hurtigt ind på rette spor. Til sidst kunne vi se opløbsstrækningen.

Men her var eliteholdet i gang med deres eftermiddags løb, så vi måtte cykle på fortovet et stykke ind og liste i mål. Det var ikke særlig fedt, men i mål kom vi da og indenfor tidsgrænsen.

Endelig i mål efter 14t 20m 25s og 333km, det længste løb og cykeltur, jeg nogensinde har været på.

Vi ønskede hinanden tillykke med løbet og gav en highfive. For det er virkelig en kraft præstation og man er skide stolt.

I mål fandt jeg min cykelmakker, som stod og ventede på mig. Hun var kommet i mål med gruppen noget før.

Vi fik ønsket hinanden tillykke med løbet, og jeg fik også min medalje, for at have gennemført løbet.



Det var sindsygt hårdt, og ens bagdel og ben gjorde mega ondt, men vi gjorde det. Vi gennemførte og jeg nåede mit mål, Fyn Rundt 333km er klaret.

Det mål jeg havde knoklet så længe for, var nu endelig overstået. Jeg gjorde det, på trods af en krise undervejs, blev det gennemført.

Nu holder cyklen og jeg en velfortjent pause, også fordi mine knæ og hofte gør ondt, og er overbelastet.

Mit næste mål for i år, er at nå de 8000km på cyklen. Har pt nået 3805km kun 1500 mindre end hele sidste år, hvor jeg cyklede 5300km. Så er optimistisk, skal nok nå det.

Næste løb er i august, hvor den står på Falster Rundt, Bornholm Rundt og Trædtil Køge.