torsdag den 31. december 2015

Nytårs hilsen.



Årets sidste cykeltur på mountainbike, blev på 80km.
Noget længere end beregnet, og en hel del koldere, med masser af bakker og stiv modvind. Men nu har jeg rundet de 500km i december mdr på cykel, og over 5000km i år på cykel :)

Mine mål for næste år, er jo først og fremme cykelløbet i Norge. Som jeg glæder mig umådelig meget til :)
Der ud over er mit mål at nå mellem 8 - 12000km på cyklen i 2016. Har regnet ud, at kan jeg klare 1000km om mdr, er de 12000km i hus. Hvilket er 33km om dagen. Men lad os nu se hvad året bringer, der er jo mange faktorer, der spiller ind.

Har også en del cykelløb ud over Styrkeprøven, både før og efter, som allerede står på listen, af kommende løb.
Storebæltsløbet d.24 april - http://scrm.dk/
Grejdalsløbet d.15 maj - http://www.grejsdalsloebet.dk/ 
Scalaløbet d.22 maj - https://lapio.dgi.dk/event/2016-scalaloebet 
BornFondo d.29 maj - http://www.bornfondo.dk/ 
TøseRunden d.04 juni - http://www.kcrv.dk/t%C3%B8se-runden/ 
Styrkeprøven d.18 juni - http://styrkeproven.no/en/frontpage
Falster Rundt d.07 august - http://www.falsterrundt.dk/ 
Bornholm Rundt d.21 august - http://cykelbornholmrundt.dk/site/ 
Medieløbet d.04 september - http://www.medielobet.dk/velkommen

Det er dem som jeg indtil videre, har planlagt at cykle. Der kommer helt sikkert flere til, for ELSKER at køre løb :)

Jeg er stadig ved at undersøge det med indsamling til De Hjemløse og sponsorer. Om hvordan man gør mm. Men det kommer i det nye år.

Jeg skal også til at starte til ”Core-træning” i det nye år, da det også er en vigtig del i at køre på cykel. At man har en stabil ryg og mave, for at sidde rigtigt på cyklen og bruge kraften rigtigt. Så har tilmeldt mig et 10-ugers forløb, hvor det bliver trænet.

Men aller først ønskes i alle et rigtig Godt Nytår, og husk nu at pas på krudtet ;)

Vi ses på landevejen i 2016 :)

onsdag den 23. december 2015

Mere træning og tanker/ideer

Det går efterhånden rigtig godt, både med genoptagelse af træningen, og med mit ansigt.

Har haft min mountainbike i 15 dage nu, og i den tid har jeg tilbage lagt 245km på den. Elsker simpelthen at komme ud på langfart. Hvor man kan indsnuse den friske luft, og opleve naturen på nært hold.

Har kørt to lidt længere ture på henholdsvis 50km og 33km. Den sidste tur endte med at blive nat kørsel. Men nu stadig hyggeligt. Fik både set rådyr og fasaner.

Til spinning går det også fremad. 

De to første gange var det godt nok hårdt. Det er utroligt så hurtigt end form daler, når man ikke må lave noget. Jeg havde svært ved at følge med, de første par gange, og måtte til tider, kører i lavere lvl end de andre.
Men at give op, står ikke i min ordbog!!!!
Så har knoklet på, og kommet godt tilbage. Hvilket går dagens spinning time beviste. Var total godt med, det hele kørte bare på skinner, også selv om det var hård interval træning.

Mere kommende træning.

Pt går jeg til spinning to gange om ugen, men i det nye år kommer der mere træning på. For er tilmeldt et 10 ugers træningsforløb, som hedder "Kerne kraft på cyklen" Det er "Core træning" som er med til at styrke og forbedre en på cyklen, og til midt held, foregår i Scala, mit lokale motionscenter.
Der skal jo masser af træning til, for at klare løbet, så her efter jul og nytår, skal der virkelig knokles :)


Støtte og indsamle til et projekt

Jeg har tænkt og læst meget om folk, der bla. kører lange cykelløb, og samtidig støtter et formål, så som kræftens bekæmpelse eller lign. Hvilket jo er fantastisk ting, så det har jeg tænkt mig også at gøre.
Ved ikke lige hvordan man gør det, men det skal nok lykkes, og det projekt jeg vil støtte er De hjemløse / Hus forbi /Sand. De høre alle ind under en kategori - Hjemløse. Og dem vil jeg prøve at lave indsamling til. For når andre kan, kan jeg også, basta!!!!

Så sidder der nogen og læser dette, og tænker, det ved jeg lige hvordan man gør. Må i meget gerne give lyd fra jer.

onsdag den 9. december 2015

Endelig på cyklen igen...

Efter 50 dage kunne jeg endelig sætte mig på cyklen igen, og tage en lille tur ned i byen.
Det var en helt fantastisk fornemmelse, også selvom cyklen ikke havde det super godt. Den havde taget lidt mere skade fra styrtet, end jeg først havde regnet med. Så derfor har jeg i dag været ude og købe en ny (brugt) cykel.
Jeg har længe godt ville ha en mountainbike, for at kunne træne på den i løbet af vinteren. Så turen gik forbi en butik, der handler med genbrugscykler, hvor jeg havde kig på en mountainbike.
Forhandleren beholdte min gamle cykel, og jeg kørte glad afsted med en mountainbike, som kort efter fik sin "dåb". En tur igennem en våd og mudret Herlufholm skov.

Min nye mountainbike :-)

Mine nye briller er også endelig kommet, også derfor jeg har mod på at cykle igen, for nu kan jeg se noget. Ligesom mit brud på kindbenet er vokset pænt sammen, og hævelserne væk. Der er kun en meget lille blodsamling tilbage. Det eneste der mangler at blive ordnet nu, er mine tænder.

Ang tænderne, var jeg til mit første tandlæge tjek i dag, og fortænderne ryger, de er skadet og "døde". Ligesom de 3 tænder der fik et slag/tryk fra styrtet er, så de skal rodbehandles og gøres ved. Ikke noget jeg overhoved ser frem til, for kan IKKE lide tandlæger. Men det bliver rart at få dem lavet, så jeg kan spise normalt igen, og få nogle ordenlige tænder, samt et pænt smil :-)

Var også til spinning i dag, for første gang siden styrtet. Det var godt og MEGA hårdt. For desværre så svinder ens kondi hurtigt ind, når man ikke får trænet ordenligt, eller i længere tid. 
Men skal nok komme igen. Nu kører jeg på til spinning tirsdag og torsdag, samt får trænet en masse på mountainbiken. Så skal formen nok hurtigt komme igen.

søndag den 8. november 2015

Fremskridt og træning

Det går fremad med min heling, og jeg er så småt begyndt at træne igen.
Hævelserne i mit ansigt er begyndt at falde. Men farverigt er det stadigt.

Træning:
Jeg er også så småt begyndt at træne igen. Det foregår på motionscyklen her hjemme.
Det er i alt blevet til 55km interval træning, samt en masse squats og mavebøjninger.
De squats og mavebøjninger kan godt mærkes, men er jo også god træning. Samtidig har jeg fået et helt "træningsprogram" fra foredraget "Kerne kraft på cykel" med Kim Høse.
Der fik vi tilsendt et program med en masse øvelser, som er god core træning. Hvilket jeg nu træner her hjemme, næsten hver dag.

Hårdt:
Det er hårdt at gå her hjemme og ikke kunne komme ud på cyklen. I sær de dage hvor det er godt vejr. Men pga hævelserne på kinderne, kan jeg ikke have briller på endnu. Heldigvis kan jeg stadig se noget uden briller, men har svært ved at se langt, især når jeg er uden for. Lige som at læse ting der er længere væk. Men det bliver alligevel til mindre gå ture, for ud i den friske luft vil jeg.
Jeg glæder mig helt vildt, til den dag jeg kan tage en rigtig cykeltur igen, hvilket forhåbentligt er MEGET snart.

Ny kontrol:
På onsdag d.11/11 skal jeg igen til kontrol på Køge sygehus. Så må vi se hvad de siger. De er stadig lidt bekymret for min ene blodsamling på venstre kind. Da den sidst var meget stor, men den er heldigvis også så småt begyndt at falde i størrelse. Så håber på det bedste.

Sponsor:
Det er godt nok ikke nemt at finde sponsorer.
Har efterhånden søgt rigtig mange steder, men samme triste besked hver gang. det er hårdt, at modtage afslag efter afslag, men jeg giver ikke op. Det skal nok lykkes til sidst.
Kun en har været positiv og tilbudt mig at sponsorer tøjet, samt evt kommende sponsor tryk, og det er VeloWear :-) En online cykelbutik, som bestemt er et besøg værd.

fredag den 30. oktober 2015

Stort styrt med skader

Det der bare ikke måtte ske, skete desværre for mig, og har sat min cykling midlertidigt i stå.

Mandag d. 19 oktober var en rigtig cykel dag, havde både cyklet til og fra arbejde, samt taget en god tur med en klub kammerat på 55km.

Om aftenen skulle jeg så til træningsmøde med klubben. Jeg cyklede derned, da det var lige i nærheden. Ingen problemer i det, men da jeg skulle hjem gik det galt.

Det var blevet mørkt, så der kom lys på cyklen. Men desværre havde jeg glemt cykelhjelmen i farten. Men hjem over gik det på hverdags cyklen, på cykelstien ude på landet, hvor der er mørkt.

Her møder jeg en fodgænger, som går på cykelstien og desværre kun har nogle små reflekser på siden af jakken, som jeg ikke kan se. Så ser ham ikke, rammer ham med cyklen og styrter.

Jeg kan ikke huske selve styrtet eller set ham overhoved. Det eneste jeg husker er at cykle på cykelstien og næste "klip" er at jeg ligger på asfalten og bløder.

For havde slået hoved og tænderne.

Vi får ringet efter hjælp og jeg kommer ud på Næstved Sygehus. Her bliver jeg stabiliseret, men de havde ikke alt til at hjælpe mig. Da de var bange for, at jeg havde skadet nakken/ryggen mm. Samt mit blodtryk var gået amok, sikkert pga chokket.

Så blev i alt hast overført til Køge sygehus, hvor de lagde mig i respirator og lavede en fuld scanning og røgent.

Heldigvis slap jeg billigt.

Har et brud på kindbenet, som selv vokser sammen, en smadret fortand og en der sidder løs, blodsamlinger i kinderne, hjernerystelse og en øm skulder og knæ. Men ingen skader på nakke eller ryg.

Næste morgen vågner jeg på Køge sygehus, uden anelse om hvor jeg var. For havde haft svært ved at holde mig vågen, da de lavede overflytningen. Samt var temmelig mørbanket. Kunne ikke åbne venstre øje og kun spise flydende kost.

Efter et par dage på sygehuset, havde jeg fået det bedre og kunne komme hjem.
Men stadig hævet, øm og total gul og blå i ansigtet.

Nu står den på hvile, hvile og atter hvile.
Hvilet er svært for mig, for vil jo ud og træne. Men det må vente......

Satser dog på at være klar igen i løbet af november mdr. For nu 11 dage senere, kan jeg mærke at styrken langsomt vender tilbage, og hjernerystelsen er på vej væk.
Hævelsen og bruddet er der stadig, men det vokser pænt sammen. Eneste "bekymring" er blodansamlingen på den ene kind, den er ret hævet. Men burde forsvinde med tiden.

Jeg har lært min lektie på den hårde måde. ALTID have cykelhjelm på!!!!!!!!
Både børn og voksne.

lørdag den 17. oktober 2015

Efterår og træning

Der bliver efterhånden færre og færre gode dage, til at cykle på landevejen, desværre.
Men så er det godt, man kan trække indenfor i trænings centre og bla gå til spinning.
Det er jeg begyndt på, to gange om ugen. Der ud over bliver det til lidt core træning og hjemme på motionscyklen.

For selvom man ikke kan komme ud og cykle på landevejen, så skal formen holdes ved lige. Faktisk skal der trænes rigtig meget i vinter, hvis jeg skal kunne klare Styrkeprøven til næste sommer.

Min sidste tur på landevejen var d.10 okt, hvor det blev til en god lang tur på 80km med masser af bakker og modvind. Hvilket jo giver godt i lårene.


Jeg håber at der kommer flere dage med godt vejr, for er absolut ikke klar til at pakke raceren væk for vinteren. Det er altså noget sjovere, at cykle på landevejen end i et træningslokale.

Ellers bliver det de daglige cykelture til og fra arbejde, på min tunge hverdags cykel, der er på landevejen. Men det er også en fin tur på ca 30km. Ikke særlig langt, men der er nogle gode bakker undervejs, og på hjemturen tar jeg til tider lidt interval træning. For der gør det ikke noget, at man kommer til at svede lidt.

Sponsorer

Jeg forsøger at finde nogle sponsorer til det store cykelløb Styrkeprøven, om det lykkes ved jeg ikke, men synes det er et forsøg værd.
Ind til videre, har det ikke rigtig givet noget. Men krydser fingre for at det nok skal lykkes.
Så hvis nogen kender nogen, der er friske på et sponsorat, må i meget gerne sige til.

Foredrag

Man må jo holde sig opdateret, og lære så meget man kan om cykling og træning.
Så da DGI holdte foredrag om Kernekraft på cyklen, hvor Kim Høse gav en masse tips med træningsøvelser og hvordan man sidder rigtigt på cyklen, ja så var jeg med.
Det var et super godt og lærerigt foredrag.

                                                                        Billedet er fra kursuset.

Næste foredrag bliver d.16/11. Det er også fra DGI og hedder Træn med hjertet 
Er sikker på også bliver godt og lærerigt foredrag.

fredag den 25. september 2015

Ny opdatering.

Jeg har ikke fået skrevet noget i lang tid. Skrive lysten har ikke rigtig været der.
Men nu er sæsonen ved at være over, og det er tid til et tilbageblik og opdatering af sæsonen.

Det blev til 10 cykelløb og 4000 km, hvilket må siges at være rimlig godt cyklet, når man tænker på at jeg kun startede i februar med motionscyklen, og lige kunne klare 6 km.

Nu er jeg nærmest blevet afhængig af at cykle. Om det så er på racercyklen eller hverdags cyklen, så elsker jeg det, og kan ikke lade være med at give den gas.

Det er siden sidst blevet til to gennemførte cykelløb, og et hvor jeg desværre måtte udgå pga cykel problemer.
De to gennemførte løb var Trædtil i Køge på 110 km og Farø Broløbet på 100 km.

Trædtil i Køge, var et super godt cykelløb, hvor jeg kørte med en klub kammerat, og vi var et super godt team.
Vi holdte et gennemsnit på 29,5km/t og det blev klaret på 3t 38m 37s. Det er det hurtigste gennemsnit jeg har kørt med i år.



Farø Broløbet blev kørt i kraftig blæst og regn.
Et vejr der desværre har præget mange af årets cykelløb og den danske sommer. Men end ikke vejret kan stoppe mig. For løbet blev kørt i tiden 3t 26m 30s med et gennemsnit på 28.68km/t.
Det var et hårdt, koldt og vådt løb, men også super fedt at få lov at cykle på en motorvej og over Farø Broen.
Det var det hele værd.



Mit sidste løb for i år, gik ikke efter planen.
Det var et lokalt løb og ville være en perfekt måde at slutte sæsonen af på.
Løbet hed "Værtens mindste broløb" (og nej det er ikke en stavefejl) og foregik i Karrebæksminde, hvor der blev refereret til "Græshoppen" broen mellem karrebæk og Enø.
Vejret var som den danske sommer nu engang har været i år.Regn og blæst.
Men det skulle ikke stoppe mig, nej det der stoppede mig var cyklen og en defekt pumpe. Så måtte udgå af løbet, det var rigtig meget noget øv. Men glæden ved alle de andre løb i år, over skinner en enkelt misser.

Lang solo cykeltur.
For ud over de forskellige løb, har jeg også cyklet lange solo ture, og min sidste lange tur var på 181 km. Den gik op forbi Holbæk og over Jyderup og Slagelse hjem.
Det var min længste cykeltur i år, hvor grænserne virkelig blev skubbet.
Det var SÅ fedt.


Fremtiden: 

Næste års cykelløb ligger allerede i planlægningen, og jeg har store planer.
For til næste år, skal det være de lange løb der bliver cyklet.

Jeg var gået i gang med at undersøge og planlægge, og det var blevet til at jeg skulle prøve Hærvejsløbet, som er et rigtig godt cykelløb på 270 km i Jylland.

Men så kom der en kæmpe chance ind fra siden af, som jeg bare ikke kunne sige nej til, for det er en One in a lifetime chance.

Jeg skal cykle "Styrkeprøven" et cykelløb i Norge på 550km, som går fra Tronheim til Oslo og det har man omkring 1 døgn til. Det bliver virkelig en styrkeprøve og kræver meget træning vinteren igennem. Men samtidig også en oplevelse for livet.

Hærvejsløbet er dog ikke glemt, men om jeg vil kunne klare det til den tid,er tvivlsomt. Da det ligger ugen efter Styrkeprøven, også er benene nok ikke så meget værd.

Men har planer om at skulle gentage en del løb, samt prøve nogle nye.

Mine umiddelbare planer for kommende løb er:

Grejdalsløbet
Tøserunden
Styrkeprøven
Hærvejsløbet
Bornholm Rundt

Men meget kan jo nå at ændre sig, og der kommer helt sikkert flere løb til. For er VILD med at køre cykelløb.

I kan foruden følge min vej til Styrkeprøven HER.

lørdag den 22. august 2015

Falster Rundt.

Søndag d. 9 august stod der endnu et cykelløb på programmet. Denne gang mit længste løb, nemlig Falster Rundt på 143km. Et løb jeg havde glædet mig meget til.

Det var tidlig op, for der var en times kørsel, og vi skulle jo også lige finde en parkeringsplads og hente start nr. Jeg havde nr. 2018.

                                          Start stedet var ved Brandmuseet i Nykøbing Falster.

Vejret var perfekt med blå himmel, høj sol og ikke meget vind. Dog blev det i løbet af dagen lige lovlig varmt, men det var jo egentlig et luksus problem.

Kl.9 gik starten for både 100km og 143km.

Tempoet var højt, lige fra starten af, og snart var vi ude af Nykøbing F. Vi var en stor gruppe, som fulgtes ad, og på en smal cykelsti, på vej ud af byen, kom en scooter kørende i mod os, og han havde åbenbart ingen intention om at stoppe. Så front gruppen måtte lave fuldt stop og vi var meget tæt på et masse styrt. Jeg nåede lige at komme ud på selve landevejen, hvor der heldigvis ikke lige var nogen biler. Men det var på et hængende hår, og det fik virkelig pulsen op.

Videre gik det mod Vålse og Nørre Alslev, for at nå først depot ved Gundslev Kirke.
Der var fart på og vi holdte et gennemsnit på 29km /t. Hvilket er lidt over mit normale gennemsnit. Men da der ingen rigtige bakker er på Falster og ingen kraftig vind, ja så gik det bare der ud af. Gruppen trak en afsted.

Vi nåede hurtigt første depot ved Gundslev kirke, men jeg var egentlig ikke i depot humør, så efter en 2 sek pause, fortsatte jeg på egen hånd. Er jo vant til at cykle alene, så det var intet problem.
Men kort efter kom to og overhalede mig, som jeg hægtede mig på. De kørte godt nok noget stærkere, end gruppen gjorde. Men hva, det gik nok. Så dem lå jeg på hjul hos indtil vi nåede depotet ved Hesnæs havn. Her holdte jeg min første pause, efter ca 65km.
Her fik vi lækre hjemmelavede sandwich og vand, masser af dejlig koldt vand. For temperaturen var efterhånden kravlet godt op over de 20 grader. Så der skulle masser af vand til. Det var nogle helt fantastiske depoter, med mad, chokolade, muslibar, frugt, vand mm. Man manglede intet.

Efter en kort pause her, fortsatte jeg på egen hånd, videre mod Marienlyst.

Turen til Marienlyst gik fint, der var godt fart på. Men da jeg nåede ned til Marienlyst, begyndte vej visnings skiltene at halte. Første sted skulle man dreje, men der var intet skilt. Heldigvis var der en der lige kunne vise mig vej, så hurtigt videre derfra.

Ved 3 depot i Marienlyst fejlede vejvisningen totalt, hvis man ikke tog i depot.
Jeg kom ved en rundkørsel, og der var ingen visning til 143km. Kun den til 100km. Så endte med at køre forkert og komme ud på en større omvej. Hvilket kostede mig mit ca. 30min  forspring til gruppen. Det var virkelig øv, og tog midlertidig lysten og motivationen fra mig.

Tid sidst kom jeg dog på rette vej, og var på vej mod Gedser.
Ruten var lavet sådan, at turen til Gedser og retur til Nykøbing F. var delvis samme vej. Så mange af dem jeg allerede havde overhalet en gang, kom nu pludselig imod mig og HAVDE været i Gedser.
Det fik motivationen til at forsvinde og vejen føltes pludselig MEGET lang, ligesom vinden var imod mig.

Men fik kæmpet mig ned til Gedser og sidste depot. Et tiltrængt hvil, for var efterhånden træt og godt tørstig af varmen. Så fik hældt noget koldt vand indenbords, og noget i drikkedunken. Varm saftevand er altså ikke lige sagen, hvilket var hvad jeg havde i dunken i forvejen.

Der efter gik turen hjem over, med rygvind og mål linjen i sigte, var det som om jeg fik et extra skud energi, og det gik bare der ud af.

Endelig efter 5t 8m 31s krydsede jeg mål linjen. Jeg var super stolt og træt. Det var mit længste, men også hurtigste løb i år.

Jeg har slået næsten alle mine personlige rekorder, og turen fra start til Marienlyst blev kørt med et gennemsnit på ca. 29km/t og sluttede med et gennemsnit på 27km/t.
De 100km blev klaret på 3t 31m, en halv time hurtigere end min forrige rekord.

Det var alt i alt et kanon godt løb :)

Min endomondo måler desværre ikke altid 100% rigtigt.

lørdag den 8. august 2015

Længste cykeltur

Dagen for mit længste cykelløb - Falster Rundt 143km - nærmer sig. Så formen skulle lige finpudses og testes. Så lørdag d. 1 august drog jeg afsted på min længste cykeltur nogensinde.

Planen var at cykle til Klintholm havn på Møn også via Vordingborg hjem. En tur på omkring 170km i følge google map.

Så cyklen blev klar gjort og provianterne pakket. Har lært at huske noget spiseligt samt druesukker.
Ved 11-tiden lettede jeg hjemmefra, og turen gik ud over Kalby, Brandelev, Bøgesø og videre igennem Tappenøje. En strækning jeg snart kan uden ad.
Her efter gik det forbi Præstø, et godt stykke vej er der cykelsti. Men lige efter Præstø sluttede cykelstien, og jeg gad ikke cykle på landevejen, da bilerne køre pænt stærkt på den strækning, fra Præstø mod Kalvehave. Så drejede af og ville prøve at følge Maguritruten. Det var en STOR fejl, for endte med at køre en stor omvej. Til sidst måtte jeg vende om og cykle retur, næsten hvor jeg kom fra. Men fandt til sidst ud på rette vej, og videre gik det mod Kalvehave.

Ved Kalvehave kom broen til Møn. Det var lidt med sug i maven, at cykle over broen. Både fordi der var vejarbejde og lysregulering, men også fordi man kommer lidt højt op, og selvom der ikke var så meget vind den dag, så var der alligevel noget sidevind på toppen af broen.

Over broen kom jeg og endelig stod der Velkommen til Møn.

Lige når man er kommet over broen, står denne fine sten med teksten " Velkommen til Møn". Den susede jeg først forbi, meeennn det var jo en fin sten og et godt minde med min cykel foran. Så måtte vende og cykle tilbage, for billedet "Cykel Selfie" skulle tages.

Videre gik turen til Stege, hvor jeg efterhånde havde rundet de 70km. Så ved Stege lystbådehavn blev det første hvil holdt. Bare et lille 5min hvil. For skulle jo videre til Klintholm havn.

På Møn er der cykelsti et langt stykke af vejen, og det meste af vejen gik fint. Mødte en del cykel turister, som fint kunne gøre plads, når jeg kom susende. Desværre mødte jeg også nogen som hverken lyttede til min ringeklokke eller til råb. Men kom da forbi dem.

Kun et sted, blev det lidt kritisk. Da en mor med sin søn, også kom cyklende på cykelstien. Valgte pludselig at stoppe op midt på stien, lidt foran mig. Jeg kunne ikke nå at stoppe og måtte køre ud på vejen og ind på stien igen. Heldigt for mig, var der ingen biler, lige ved siden af os, men den bil der kom, måtte alligevel bremse lidt ned. Det er minuset ved at cykel på racer på cykelstier, nogen folk har svært ved at tage hensyn, og lige kigge sig for, før de stopper.

Men ingen skade sket, og videre gik det mod Klintholm havn. Det sidste stykke der ned, var lidt hårdt. Jeg havde modvind og masser af bakker, samt trætheden begyndte at melde sig.
Endelig stod der Klintholm havn og her summede det af liv. Der var masser af turister, badende mm.
Jeg cyklede så langt hen mod stranden man kunne, for så at trække det sidste stykke hen til kiosken. For trængte SÅ meget til noget koldt. Da det var en varm dag.
Købte en is og fandt en bænk at sidde på. Det var rart endelig at kunne sidde rigtig ned og slappe af.


Turen til Møn blev på 90km, noget længere end beregnet. Men havde ikke lige planlagt at cykle forkert ved Præstø.

På denne tur havde jeg ikke fokus på tiden, men på hvor langt jeg kunne cykle. Men havde på hele turen holdt et meget pænt gennemsnit. Jeg er ikke nogen hurtig/sprinter kører, men en lang distance kører.

Efter en lille halv time, var det tid til at komme videre, for skulle jo også hjem igen, og der var lang vej endnu. havde frygtet at det ville blive hårdt, for kroppen var begyndt at blive træt. Men den pause var åbenbart lige hvad min krop havde brug for. Jeg havde fået slappet nok af, til at den føltes helt frisk igen og klar til nye udfordringer.

Turen tilbage over Møn gik som smurt, ja faktisk hele vejen til Vordingborg. Det gik bare der ud af.
Vejret var stadig perfekt, og jeg havde nok en lille smule rygvind, hvilket jo altid er rart.

Eneste minus med turen fra Kalvehave til Vordingborg, er deres elendige cykelstier og manglen på samme. Det første stykke er den total bumpet og med mange huller. Senere forsvinder den, og de steder hvor der er cykelsti, er op og nedkørslerne fra tilstødende veje elendige. Man frygter konstant at forhjulet skal krølle sammen pga hårde bump, og man må konstant bremse ned, for at skåne dækkene så meget som muligt. Det havde været rart hvis de blev lavet lidt mere jævne og der kom nyt asfalt på visse steder.
Men ellers en dejlig tur at cykle fra Kalvehave til Vordingborg.


Jeg kom igennem Vordingborg og endelig gik turen hjem mod Næstved igen. Jeg kunne begynde at mærke sofaen kalde på mig. For var efterhånden godt brugt i både ben og krop. Mine ben og fødder summede og skulderne var begyndt at brokke sig.

Da jeg nåede is kiosken på vejen mod Næstved, var det tid til min sidste pause. Her stod den på en god kop kaffe og lidt at tygge på.
På det tidspunkt havde jeg cyklet omkring 150km. Så nu havde jeg klaret de 143km som Falster Rundt er, så den skal jeg nok klare.

Kort efter fortsatte jeg det sidste stykke vej hjem, endelig stod der Næstved på skiltet og jeg susede igennem byen hjem. Det er længe siden jeg har været SÅ glad for at komme hjem.

Jeg havde i dag cyklet 176km på 7 timer. Det synes jeg er lidt af en bedrift, i hvert fald for mit vedkommende. Da det er det længste, jeg nogensinde har cyklet.

Men det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg tar på langfart. For vil gerne op og runde de 200km på en dag, og helst i år. Hvis ellers tiden og vejret vil samarbejde.

Min langtids plan er, at til næste sommer vil jeg deltage i cykelløbet Sjælland Rundt som er på 305km. Så må vi se om jeg kan få trænet mig op til det, men det tror jeg nu ikke liver det store problem. Skal bare have øget min gennemsnitsfart lidt, så burde det godt kunne lade sig gøre.

Mit næste løb er som sagt Falster Rundt på 143km. Det skal nok blive godt. Der efter står den på Medieløbet og 96km. Til sidst slutter jeg sæsonen af med Farø Bro løbet på 100km.

tirsdag den 21. juli 2015

Lidt cykel tanker

Burde egentlig skrive om de to næste cykelture, jeg har været på. Men synes ikke rigtig jeg kan få de rette ord ud. Det er lidt som at gentage sig selv hele tiden.

Jeg elsker at cykle, at slå tankerne fra og bare blæse der ud af. Det er balsam for sjælen. Samt man får set og oplevet en masse, man normalt ikke får set eller oplevet i bil. Samt den følelse af stolthed og selvtillid man får, når endnu et løb eller en lang tur er klaret. Den kan ikke måles med noget andet.

Tænk at det kun er 5 mdr siden, jeg startede op med at cykle igen. Der kunne jeg lige klare 6 - 10 km på motioncyklen. Nu er en træningstur på 50 - 60 km, og de lange ture på omkring eller over 100 km. Det er hel vildt.

Mit næste mål er at nå de 150 til 200 km på cykel, og ja på en dag. For mit næste lange løb er på 143 km - Falster Rundt - så skal have nået de 150 km, inden næste mdr.

Min tanke er at cykle en tur til Møn, også ta den over Vordingborg hjem. Det vil give en tur på omkring 160 km, alt efter hvilken vej jeg vælger.
Har nemlig ikke nogen gps eller kort, køre efter vejskiltene og hvad jeg kan huske, fra andre ture. Gider ikke have en bestemt rute, jeg SKAL følge. Vil hellere bare cykle der ud af, og så have en ide om hvilken vej jeg skal. På den måde bliver turen mere spændende og til tider meget anderledes, end jeg have til tænkt den hjemmefra.

Naturen er smuk.

Hastighed og tid spiller for nogen en stor rolle, når de racer af sted på cyklen. Gennemsnittet skal helst være over 30km/t og tiden så lav som muligt. Men når de overhoved at opleve noget, eller halser de bare den ud af med "tunnel syn". Jeg ved det ikke, men er altid imponeret over deres fart, når de kommer blæsende forbi mig. 
Selv holder jeg et gennemsnit på 25 - 26km/t, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med. Med det kan jeg stadig nå at opleve naturen, at se og høre og dufte til naturen. 
Jeg træner ikke for at cykle stærkt, jeg træner for at cykle langt. Jeg træner udholdenhed. Det kan godt være jeg bruger 4 - 5- 6 timer på mine lange ture, men jeg kommer ikke hjem total smadret. Jeg er træt ja, og har ondt i ben og bagdel ja, men jeg kan stå og gå bagefter, og det er for mig en stor sejer, hver gang.

Jeg var i Jylland og cykle, på min tunge tour cykel, med stor oppakning. Her cyklede jeg fra Vejle til Vesterhavet og retur til Middelfart på en uge. Det lyder for nogen måske som lang tid, men det var ikke noget cykelløb. Det var mig, der prøvede at finde mig selv og komme lidt væk fra det hele.
Men med den tur, beviste jeg for mig selv, at jeg godt kan cykle langt og flere dage i træk. 
Ved ikke hvor lang turen præcis var, for har ingen måling på den. Men mit bud er 4 - 500km, på en cykel der vejer omkring 20kg og en oppakning, der vejede lige så meget. Det var til tider hårdt, især fordi de jyske cykelstier er som en labyrint, de giver absolut INGEN mening. Heller ikke selvom man har et kort.

Men en ting er sikkert, jeg skal ud og cykle i det jyske igen. Vil prøve turen op langs med Vesterhavet via Hvidesande, Thyborøn og op til Skagen. Men det bliver ikke før til næste år :)

 Vesterhavet og min cykel.

Kommende projekter: 

Jeg har fået en gammel racercykel, en model næsten magen til min gamle racer "Det blå lyn". Den er ikke nær så velholdt, men har nogle fine dele, som kan komme over på min blå racer. Bla for bremsen skal skiftes på min, da den tog skade, ved mødet med skiltet.
Samtidig vil den reserve cykel også være en god øvelse for mig. For skal bla. have lært at skifte dæk. Ja det kan jeg så ikke endnu. Har set det blive gjort MANGE gange og har en god ide om, hvordan man gør. Men har endnu ikke prøvet det. For har 7-9-13 indtil videre været forskånet for at punktere. Frygter virkelig den dag det sker, for skal nok ske en dag jeg er alene på langfart, og ingen hjælp kan få.
Samtidig overvejer jeg at lave en af racerne om til en vintercykel, for vil ikke stoppe med at cykle, bare fordi det bliver vinter. Formen skal holdes HELE året!!

Så der er nok at gå i gang med.

søndag den 19. juli 2015

Første træningstur i juli

Bare fordi det er juli mdr og de fleste har sommerferie og laver andre ting. Skal der stadig trænes, for der kommer to lange løb i næste mdr, og kondien skal holdes ved lige.

Det er dog ikke blevet til så mange ture endnu i denne mdr, kun 3 mellem lange ture på raceren. Også de daglige 20km på hverdags cyklen, til "kursus" og hjem igen.

Første træningstur d.7 juli.
Efter en længere pause, var det på høje tid at komme ud og få luftet raceren.
Det skulle egentlig bare være en lille træningstur, sådan for at komme langsomt i gang igen.
Det har taget min krop noget tid, at komme sig over en MEGET lang cykeltur i Jylland. Hvor jeg cyklede fra Vejle til Vesterhavet og retur til Middelfart på 8 dage.

Nå men ud på raceren kom jeg, og turen gik i første omgang op forbi Herlufmagle og Glumsø. Herfra videre mod Tystrup søerne. Det gik fint og det var rart endelig at komme ud på raceren. Vejret var godt og varmt.

Da jeg nåede op omkring Fuglebjerg, begyndte vejret at ændre sig og blive køligere, samt vinden tog lidt til. Så der skulle knokles lidt, for selvfølgelig havde jeg modvind som altid.
Samtidig begyndte jeg at gå sukkerkold, for havde ikke fået noget spiseligt med, for det var ikke meningen at turen skulle være så lang, og havde åbenbart ikke fået spist nok hjemmefra.
Men der var lang vej hjem, når ens krop skriger på mad. Så bestemte mig for at ændre kurs og cykle forbi grillen på Karrebækvej.
Tog turen forbi Hyllinge, Saltø og Bistrup, hvor jeg drejede af mod Karrebækvej og grillen. Det var en hård tur, når kroppen er træt og sulten. Men endelig kom grillen og jeg fik lidt af spise. Det hjalp virkelig på kroppen og energien.
Her efter gik turen hjem over via Herlufholm og Fensmarkvej. Endelig var jeg hjemme igen.
Turen blev noget længere end planlagt. I alt cyklede jeg 73,5km på 3 timer. Kunne godt mærke at formen var lidt rusten og kroppen stadig træt. Men det var godt at komme ud igen.


torsdag den 9. juli 2015

Opdatering!

Det har haltet lidt med opdateringen på cyklingen. Både fordi jeg har haft computer nedbrud og været beskæftiget med andre ting.
Livet er ikke altid lige let, og kommer nogen gange på tværs af hverdagen.

Søndag d.7 juni 2015
Men for at starte fra begyndelsen efter sidste indlæg. Så fik jeg sat et andet hjul på raceren, og fik kørt cykelløbet "Søen Rundt" i Fuglebjerg. Et løb på kun 45km, som burde være et nemt løb. Men det var lidt hårdt pga masser af vind.
Cyklede ud til løbet, klarede løbet på et halv fladt baghjul. Glemte at pumpe det, temmelig ufedt!! Og cyklede hjem igen. Så en god dags cykling på små 90km, i masser af vind,
Men blev da nr. 4 blandt kvinderne på 45km, så på trods af vind og halv faldt baghjul, var det et godt løb og en god dag.


Tirsdag d.9 juni 2015 - Træningstur med klubben.
Jeg er ikke så god til at komme til klub aften. Synes det hårdt at skulle cykle med andre, alle de ting man skal tage hensyn til og hele tiden være opmærksom på. Jeg kan bedre lide bare at cykle alene der ud af, og lade tankerne flyve. Når jeg er ude på landevejen, føler jeg mig fri :o)
Nå men denne dag kom jeg afsted, og vi havde en god træningstur på 73km. Der blev virkelig gået til den, og benene gjorde ondt, da jeg kom hjem. Men det er en god måde at føle sig brugt på, og man sover godt om natten.


Onsdag d.10 juni 2015 - Langfartstur.
Havde fri om onsdagen, så nu skulle der cykles. Havde bestemt mig for at det skulle være en tur på over de 100km. Men ellers så var det bare at cykle der ud af, og jeg kom langt omkring. Først en tur op forbi Tystrup søerne og bakke land, også videre til Sorø og Ringsted, derfra gik turen videre mod Haslev og Rønnede. Derfra tog jeg en lille De tour til Faxe Kalkbrud. Har længe haft lyst til at komme der forbi. Så selvom det var en lille afstikker, kom jeg der forbi, før turen gik hjem over.
Ved hjemkomst stod måleren på 118km. En god lang cykeltur. 




Det var sidste tur på raceren i juni mdr. Jeg har cyklet en masse mere i den mdr, 
men det var på min hverdagscykel.
Jeg nåede aldrig Køge Tour cykelløbet. Så det må blive til næste år.

tirsdag den 9. juni 2015

Defekt hjul.

Cyklen havde ikke været ude siden Tøserunden, bla pga dårligt vejr. Så da vejret endelig blev godt igen, ja så skulle cyklen luftes.

Der var træning i klubben, så børnene blev afsat, vejret var perfekt, drikkedunken fyldt og afsted var jeg.

Endelig ud og røre sig igen, det var virkelig dejligt, lige indtil jeg kigger ned på forhjulet. Det slår underligt. Mangler det mon luft, stopper og tjekker, nope ingen luft problemer. Nå pyt kan ikke mærke noget, når jeg cykler og det skulle i hvert fald ikke spolere min tur.

Cykler lidt videre.... Men der var altså noget galt med det forhjul. Stopper og tjekker igen, det var IKKE indbildning. Hjulet slog og en del faktisk, ØV!!! Måtte pænt vende om og cykle hjem igen.

Det blev ikke til nogen træningstur i dag.

Ved ikke præcis hvad der er sket med hjulet, om det er fordi en eger løsnede sig under strabadserne i Tøserunden, eller en fejl fra producentens side. Det skal undersøges.
¨
Nu havde jeg ingen racercykel at cykle på, faktisk hverken en hverdags cykel eller racercykel. Hvad sker der lige for mig og cyklerne :-(  For både for og bagbremse er røget på min hverdags cykel. Og jeg havde et løb om søndagen, så hvad gør man så ?????
Jo jeg skiftede da bare hjulet ud, med det fra min gamle racer. Så nu kører jeg med et 24år gammel forhjul, og det fungere :-)

Men en hel uges træning blev forspildt, både fordi jeg nu må ta bussen til kursus, i stedet for de daglige 20km cykling til og fra kursus, Men også fordi racercyklen måtte blive hjemme. Så gik nogle LANGE ture i stedet for.
Gik hjem fra kursus i regnvejr, ikke den fedeste oplevelse, men fik da rørt ben musklerne med 10km gang.

mandag den 1. juni 2015

Tøserunden - Målet nået.

Endelig kom dagen, hvor Tøserunden skulle køres. Den der startede det hele, den der skulle være mit 40års mål. Som nu skulle klares 2år før tid :-)

Dagen startede MEGET tidligt. For kl.5 ringede vækkeuret. Men tror aldrig jeg har vågnet SÅ hurtigt, når det ringede. Men viste bare at i dag var dagen, den store dag!

Men det viste vejret vist ikke, for selvom jeg selvfølgelig håbede på godt vejr, ja så regnede det. Nå pyt, en smule regn skulle ikke stoppe mig.

Fik pakket cyklen i bilen med tilbehør, og på med vinter cykeltøjet. For det var mere efterårsvejr end forårs vejr.

Afsted gik det til Køge, hvor vi først fik hentet startnr. Der var mange kvinder inde og hente nr. Men vi fik det udleveret også afsted mod havnen.

På trods af det dårlige vejr, var der fest på havnen, og de var allerede godt i gang med at sende cykelister afsted på ruten.

Der var en lille halv time, til jeg skulle afsted. Lige tid til en extra kop kaffe til at holde varmen og toilet besøg.
Mens jeg stod og ventede forsøgte solen at kigge frem og man så pletvis blå himmel. Det var rart at mærke lidt varme fra solen. Desværre blev det ikke ved, snart kom de mørke skyer frem igen og truede med mere regn.

Endelig blev det min tur. Box nr 64 kl.09:06.
Da jeg var alene på turen, ville jeg finde nogen og ligge på hjul hos, har lært af min fejl fra Scalaløbet, aldrig køre hele turen alene.
Heldigt for mig, skulle en gruppe fra Team Rynkeby starte samtidig, dem kunne jeg godt ligge på hjul hos.

Endelig gik starten, ud af boxen og ud af Køge. De første 10km gik fint der ud af, men så kom vi sørma til brosten, ikke det fedeste at cykle på, og slet ikke våde brosten.
Det var kun nogle hundrede meter, vi kørte på brosten, men det føltes som evigheder og som om man blev rystet totalt af led.

Efter ca. 20km var det slut med tørvejr. De mørke skyer gled ind foran solen og det begyndte at regne, første stille og roligt, men efterhånden tog det til, og vinden lige så.

Jeg havde ligget lige så fint bag Team Rynkeby, sammen med en på mountainbike. Men de stoppede for at få regntøj på, så jeg og mountainbikeren fortsatte videre. Ingen af os havde regntøj på eller med. Så det var bare videre.

Vi skød en god fart, og overhalede mange af de andre, for det var ikke vejr til hygge kørsel.
Ved de 30km kom det første depot. Her var allerede mange mennesker, alle enten i regntøj eller våde. Men forplejningen var perfekt. En varm kop kaffe, det var lige hvad vi havde brug for, til at få lidt varme i fingerne og kroppen, samt en bolle med pålæg.

Efter en lille pause der, kørte jeg alene videre. For hendes jeg fulgtes med, skulle vente på sin egen lille gruppe.

Regnen var kraftig og vinden lige så. Jeg var efterhånden godt gennemblødt, og havde kun et mål nu, at komme hjem hurtigst muligt.

Heldigvis havde jeg rygvind fra de 30km og til omkring de 90km. Hvilket blev udnyttet fuldt ud.
Faktisk gik det så godt fra de 30km til de 60km, hvor næste depot lå, at jeg blev helt overrasket over at se det. Var slet ikke klar til depot stop, så kørte videre. Skulle bare gennemføre.

Endelig stoppede regnen og solen kiggede lidt frem. Det var rart at mærke varmen lidt igen, og mit tøj nåede faktisk at tørre lidt. Før regnen igen vente tilbage.

Jeg havde lagt mig på hjul af to hurtig kører, kort efter de 60km, og det gik bare godt der ud af. De skød en god fart, hvilket passede mig fint.

Da vi nåede de 90km, var der endnu et depot. Her holdte de andre ind, men jeg ville bare videre og hjem. Så kørte videre alene.

For havde som sagt lært noget fra Scalaløbet. Altid havde sit eget depot med. Så jeg havde 2 proteinbarer, en stor Snickers og en pk druesukker med i baglommen, samt to drikkedunke saftevand.
Som blev indtaget undervejs.

Efter de 90km gik turen for alvor hjem over. Men nu  havde jeg ikke længere rygvind, men sidevind og modvind. Til tider måtte jeg kæmpe både mod regnen og at holde cyklen på vejen. Det var virkelig hårdt.

Men som om det ikke var nok at kæmpe imod, begyndte det også at hagle. Store hårdt slående hagl.
Så det var ned på den lille klinge og ellers bare kæmpe imod. For nu var målet nær.

Da jeg nåede de 103km kom det sidste depot. Her var det pause tid. Kunne godt mærke at jeg havde knoklet hårdt de sidst 13km. Så holdte en kort pause og fik lige strukket benene og spist lidt.
Det var virkelig rart, også fordi det endelig var holdt op med at regne igen. Her skinnede solen lige frem.

Nu gik det for alvor hjem over. Der var kun 9km tilbage. Så jeg gav den alt hvad der var tilbage af krafter. Endelig dukkede mål stedet op, et MEGET velkomment syn. Og sikke en hylest man fik, blev lidt overrasket. For folk stod lange mållinjen og klappede og heppede :-)

                                                  Endelig i mål :-)

For enden af mål linjen fik alle en medalje, fordi Tøserunden fejrede 25års jubilæum i år. Et dejligt minde at få. Fik også indgraveret mit navn og tiden på medaljen.

Tiden blev 4t 55m 00s. En time mere end jeg havde planlagt, men havde jo ikke med regnet det dårlige vejr og kraftige vind. Så er godt tilfreds med min tid.

Min samlede placering er jeg også godt tilfreds med. Blev nr. 276 ud af 3906 deltagere og nr. 24 i min klasse på 239. Dvs dem der startede samtidig med mig.


På trods af vejret, var det et rigtig godt løb. Med rigtig god vejvisning, hjælpere, depoter og forplejning.

Samt jeg nåede mit mål :-)

Jeg gennemførte Tøserunden. Mit mål er nået 2 år før tid!!!
 Men kan ikke stoppe her, for er blevet bidt af, at køre cykelløb. Elsker at cykle og kan mærke jeg er blevet stærkere, kan klare mere. Det så fedt.

Det næste løb er lige om hjørnet. Men dog kun et kort løb. Søen Rundt på 45km. Her vil jeg prøve at give den max gas hele vejen. Dog er der mange bakker, så nu må vi se.

Her efter står den på Køge Tour, en rute på 104km. Det skal nok blive godt.

tirsdag den 26. maj 2015

Tur til Storebæltsbroen.

Jeg har i længere tid gået med ideen, om at cykle ud til Storebæltsbroen. Men der er trods alt et stykke vej der ud. Så det har kun blevet ved tanken. Men i går 2 pinsedag skulle det være. For vejret var perfekt og jeg skulle nå en tur over de 100km, før Tøserunden på lørdag.

Turen var egentlig ikke planlagt, andet end jeg ville ud til Storebæltsbroen og skulle nå over de 100km. Så efter at have diverse forplejninger tanket op, havde både druesukker, chokoladebar og 2 drikkedunke med saftevand med, var det ellers bare afsted.

Der var noget vind, men det meste af vejen havde jeg sidevind, så den var okay, og solen skinnede fra en delvis skyfri himmel. Der var nogen skyer, men ikke noget af betydning.

Tog turen ud af Fodsporet, for den går næsten hele vejen og der er man fri for biler, motorcykler mm. Eneste minus er alle bommene, man skal igennem. Men efterhånden som man kommer rigtig ud på landet, bliver der længere og længere i mellem dem.

Jeg havde besluttet mig for, at dette ikke skulle være nogen hurtig tur, men en "hvor langt kan jeg køre" tur. Så holdte et lidt lavere gennemsnit end normalt. Men da der var gået 1 time, og jeg kun havde kørt 22km, ja så blev der sat lidt mere fart på, for det var alligevel for langsomt. Kører normalt omkring 30km på en time.

Afsted gik det ud af Fodsporet, men efter 29km deler sporet sig, og jeg fortsatte mod Slagelse. Ville dog ikke køre helt op til Slagelse, for gad ikke cykle mere i byen, end højst nødvendigt. Så da jeg nåede til Harrested, besluttede jeg at dreje af, og forsøge at finde ud til broen via de små veje.

Det gik dog ikke så godt, for jeg er slet ikke kendt i området omkring Slagelse, og selvom jeg har en rimlig godt stedsans, og har en ide om hvad vej jeg skal, så gik der total kuk i det.
Efter små 5km holdte jeg pause ved en skillevej, uden anelse om hvad vej jeg skulle vælge.


Men heldigvis havde jeg vejviser på mobilen, som kunne vise vej. Dog ikke en jeg har kørende, da jeg godt kan lide, bare at køre ud i landskabet. For skal i sidste ende nok finde en vej jeg kender. 
Så efter at have studeret kort og holdt en kort pause, var det videre. Op og ned af bakkerne, for sådan nogle var der rigelig af i dette område.
Til sidst stod der et skilt mod landevejen, og ved landevejen kunne man køre mod Slagelse eller Skælskør. Jeg valgte Skælskør, men den landevej var ikke specielt god at køre på, der var en del huller i vejen, så første sidevej der kom tog jeg. Op ad flere bakker indtil der kom et skilt mod Boeslunde, nu viste jeg pludselig hvor jeg var, også gik det bare der ud af, op og ned af bakkerne indtil jeg kunne se pylonerne på broen. 
De var dog ikke hvor jeg troede, for jeg var faktisk kørt for langt syd på. Så måtte lige justere min retning lidt. Til sidst kom jeg dog ud på den store vej til Korsør, nu var jeg der næsten.

Endelig stod der Korsør på vejskiltet og igennem byen gik det. Ikke den bedste cykelsti, men det gik, og turen igennem byen gik fint, bilerne tog faktisk helsyn og jeg viste af og gengældte respekten ved at køre pænt. 
ENDELIG var broen der :-) Det er efterhånden længe siden, jeg har været der, og er meget fascineret af broen, især Storebæltsbroen. Den er så majestætisk.

Samtidig var jeg efterhånden temmelig tissetrængende, men kunne jo ikke bare efterlade cyklen uden for, da det jo desværre ikke alle, der kan holde fingerne for sig selv. 
Hvad gør man så, jo man tager da bare cyklen med IND på toilettet. Heldigt for mig, er det store toiletter, de har dernede. Så den kom helt med ind på toilettet. Hvad den stakkels cykel ikke må udsættes for ;o)

Nu skulle det populære cykel selfie tages, så cyklen blev båret ud på stenene, hvor der heldigvis stod et skilt den lige kunne stå op ad, og så blev billedet taget.

Det godt sådan en racercykel ikke vejer særlig meget. 

Bagefter holdte jeg et velfortjent hvil. Nu skulle chokoladebaren indtages. Havde undervejs på turen ud, spist druesukker tabletter og drukket næsten hele den første dunk saftevand. Så følte mig stadig i super godt humør og form.
Havde indtil videre kørt 66km, så der var stadig et stykke vej op til de 112km, som var mit mål.

Efter et lille hvil, gik turen hjem over igen.
Men cykelstien ud af Korsør trænger seriøst til en renovering. Den var så hullet og bumpet, at jeg var helt bange for, at cyklen skulle rasle adskilt. Da jeg endelig kom ud af byen summede det i armene og min stakkels højre albue gjorde ondt, det var mere end den kunne klare.

Jeg havde egentlig bestemt mig for, at tage landevejen hjem, for ikke at skulle køre samme vej hjem. Men da jeg nåede igennem Skælskør og stødte på Fodsporet, trak det alligevel for meget, og jeg tog det hjem.

Dog er turen fra Skælskør til Dalmose IKKE racercykel venligt. Der var mange buler i vejen, og to steder var asfalten skraldet af, så man kørte på grus. Ikke særlig fedt, ej heller at der ingen advarsel var. Så den vej køre jeg aldrig mere.

Men turen fra Dalmose og hjem gik rigtig fint. Ud af Fodsporet gik det og kilometrene blev flere og flere. Lidt uden for Hårslev skiftede den endelig til de 100km, og sjovt nok var det ved en bænk, hvor jeg ved sidste tur holdt en 50km pause. Denne gang kunne jeg så bare holde en 100km pause, hvilket jeg også gjorde.

Her efter var det ellers bare hjem over, for klokken var efterhånden blevet mange, og synes også snart at jeg havde brugt nok timer på denne tur. Men på Fodsporet går det også bare der ud af, for det er som sagt et gammelt togspor, så det går ret lige ud.


Efter 4t 41min nåede jeg endelig de 112km. Men der var faktisk et stykke vej hjem endnu, så nu var jeg spændt på, hvad den ville ende på i kilometer.

Endelig efter at have cyklet 124km på 5 timer og 13 min nåede jeg hjem. Godt træt, men ikke udmattet.
Det har været en rigtig dejlig tur. En rigtig hyggetur, hvor jeg bare nød dagen, naturen og at cykle der ud af. Så pyt med der ikke blev sat nogle fart rekorder. Rekorden var at komme over de 100km.


Nu er jeg klar til Tøserunden på lørdag. Det løb der startede det hele.
Jeg havde et mål, at klare Tøserunden når jeg blev 40år. Men den bliver nu klaret "før tid".
Det bliver så stort, at køre det løb og bagefter kunne sige, "Jeg gjorde det" :o)

Så må jeg se hvad 40års løbet så skal være.
Har dog et par ideer til hvad det kan være. Men det går helt an på formen til den tid.

Når Tøserunden er klaret, står den på Søen Rundt - et lille løb på 45km. Her har jeg tænkt mig, at give den gas og se hvor hurtigt det kan køres. Der er dog mange bakker, men lad os nu se.

Senere står den på den helt store udfordring med Falster Rundt på hele 143km. Men det er jo Falster, som ikke rigtig kender til bakker.

Samt Medieløbet på 95km, i vante omgivelser.

Til slut har jeg planer om at tage Farø Bro løbet, som er på 100km. Det vil nok være afslutningen på sæsonen. En forhåbentlig rigtig god sæson :o)

mandag den 25. maj 2015

Første træningstur med klubben

Jeg havde ved Scalaløbet lovet nogle fra klubben, at jeg ville møde op til træning, den efter følgende tirsdag. Hvilket jeg hellere måtte overholde.
Så tirsdag aften kl.18:30 mødte jeg op i Rådmandshaven til min første træningstur med klubben.
Var lidt nervøs, for er ikke så god til det sociale og nye ting. Men heldigvis var der nogen af dem fra søndagens løb til stede, så jeg ikke var helt ny og alene.

Efter lidt snak og inddeling af hold, var det afsted, ud på landevejen.
Jeg holdte mig bagerst, for havde aldrig rigtig kørt i gruppe før. Kan normalt bedst lide at køre alene på ture. Lukke alle hverdagens problemer og bare køre der ud af, det er total afstressende og terapi for mig.

Nå, men afsted gik det, ud af byen. Da vi kom ud på de mindre veje, begyndte de andre at køre paradekørsel, og jeg gemte mig lidt bagerst, for viste ikke rigtig hvordan det hele foregik. Men det skulle jeg hurtigt få lært. For de andre var hurtige til at få mig med i gruppen, og fortælle hvordan det hele foregik, og det var jeg slet ikke så svært, når man lige finder rytmen.
Paradekørslen er egentlig nemt nok, mit største problem er at skulle køre så tæt, og hele tiden have fokus på dem foran en og på bremsen.
Jeg kan godt lide, bare at køre og ikke bruge bremsen mere end højst nødvendigt. Bare drøne ud af landevejen, og lade tankerne flyve og nyde naturen.
Men sådan er det ikke når man køre i gruppe, der skal man være på hele tiden. Så det var faktisk lidt hårdt både fysisk og psykisk. Men også fedt at prøve, og jeg møder glædeligt op igen.

Vi cyklede en tur ud over landet, der var en del modvind, så jeg fik lært hvor meget det betyder at køre i gruppe, når det blæser. Men alle de tegn for hul i vejen, grus mm. Dem kommer det nok til at ta et par gange at lære. Men har da lært hvad "Forfra" og "Bagfra", "Linje" betyder. Resten kommer nok efterhånden.

Vi holdte et godt tempo, og gennemsnittet lå på 25km/t.
En god første tur med klubben, men bestemt ikke den sidste. Næste tirsdag går det løs igen :-)

Dagens tur.

Det var kun min anden tur, på den nye racer. 
Samt min 20km rekord blev forbedret med ca. 1min.

torsdag den 21. maj 2015

Scalaløbet

Søndag d.17 maj stod den på endnu et cykelløb. Denne gang Scalaløbet i Næstved, og ruten stod på 95km. Hvilket jeg havde kørt før, så det burde ikke være noget problem, især ikke med min nye cykel. Som den dag skulle stå sin første prøve.
Men dagen blev ikke helt som jeg havde regnet med.

Dagen startede rimlig okay. Tidligt op, nyde morgen kaffen og morgenmaden, luft hunden og få børnene op. Synes der var styr på det hele. En ven kom og hentede børnene, de ville med og heppe på mig :-)
Jeg cyklede ned til løbet. 8km en god opvarmning og lige få tjekket cyklen. Alt gik fint, indtil jeg kom til løbets startsted, og fandt ud af, at jeg havde glemt mine drikkedunke!!!! Skod!! Ny var gode råd dyre, for kunne altså ikke cykle 95km UDEN væske.
Fik en til at hente dem for mig, også skulle vi mødes lidt efter start.

Det var en noget kølig morgen, selvom solen var fremme, for det blæste en del. Men klar til start det var vi.

Præcis kl.9 gik starten ud igennem byen.
Ved rundkørslen på Ny Præstøvej holdte jeg ind, for at få drikkedunkene, noget der kun tog et øjeblik. Men feltet havde fart på i starten, og var væk før jeg fik set mig om. Så nu skulle der knokles, for jeg nægtede at være bagerst, og ende med at blive fanget i gruppen, som skulle køre 65km.
De næste ca. 10km knoklede jeg, for at nå op til feltet, og nåede dem til sidst.
Fik lagt mig godt "til rette" bag Team Rynkeby, som var en stor gruppe. Vi var ca. 4 der lå godt bag dem, og det gik bare der ud af.

Lige ind til de styrtede....
Vi var lige kommet op af en bakke, og gjort klar til at køre ned af bakke, da 3-4 Rynkeby ryttere køre sammen, og laver masse styrt, lige foran os. Jeg og to på mountainbikes, nåede lige at dreje uden om.
Heldigvis kom ingen seriøst til skade. Men jeg bestemte mig for, at det var slut med at ligge på hjul, havde simpelthen ikke nerver til, at køre i store grupper. Så fortsatte på egen hånd.

Jeg fortsatte videre af ruten og det gik faktisk rigtig godt, cyklen kørte godt, og jeg nød turen. Vinden var ikke det store problem...endnu.
Men da vi nåede de ca. 50km og begyndte turen hjemover, kom vinden forfra, og den var kraftig. Til tiden brugte jeg lige så mange krafter på at holde cyklen på vejen, som på at komme fremad.
Jeg gik fra at holde et gennemsnit på ca. 26km/t til 22km/t. Det var virkelig hårdt, og krafterne var begyndt at være tømt.
Til mit store held, kom 3 fra "min" cykelklub og indhentede mig. De fik mig videre, da jeg ellers mest havde lyst til at give op, fordi krafterne var ved at være brugt op. Vi fulgtes ad de næste 20km, hvor jeg lå på hjul hos dem. Det hjalp at have nogen og fulgtes med.

Da vi nåede de ca. 70km kom der endelig et depot. Lige hvad jeg havde brug for. Stillede cyklen og smed mig på græsset. Havde mest lyst til bare at ligge mig og sove, men det kunne jeg selvfølgelig ikke, Sad bare og slappede helt af i benene, og fik lidt at drikke.
De andre fra klubben forsatte, mens jeg blev siddende i ca. 10min og bare slappede helt af. Før turen fortsatte hjem over.
Det var hårdt, MEGA hårdt. Men da jeg endelig begyndte at kende omgivelserne og viste at nu nærmede målet sig, ja som kom der lige lidt fornyet energi. Nu var denne tur snart slut og jeg kunne sidde ned.
Nåede ind til byen og knoklede igennem de sidste veje og bakker, til jeg kunne se målet. Aldrig har jeg været så glad for at se en målstreg, Det var en hel befrielse at komme i mål. Jeg gjorde det på trods af kraftig modvind, kom jeg i mål!!!


Endelig kunne jeg stille cyklen og ligge mig på fortovet og slappe af. Hvilket var præcis hvad jeg gjorde. Total udmattet...... kroppen gjorde ondt og sitrede helt vildt, men i mål kom jeg!!!
95km kørt næsten solo i stiv modvind.
Brugte i alt 4t 9m 47s og kom faktisk ind som nr.10 blandt kvinderne. Så helt dårlig var min tid ikke, trods alt.

Kom som nr. 10 blandt kvinder, selvom denne viser nr.20 

Min endomondo måler ville ikke helt samarbejde, så målet ca. 5km forkort.

Det har været mit hårdeste cykelløb, ind til videre. Men det var stadig et godt løb.

Inden løbet havde jeg håbet på at forbedre min tid på 95km, som lå på 3t 41m. Men jeg havde ikke regnet med den kraftige vind. Dog forbedrede jeg min personlige 50km rekord med 2min.

Næste løb bliver Tøserunden på 112km. Håber på stille vejr den dag ;)

mandag den 18. maj 2015

Bramsnæsløbet i Kirke Hyllinge.

En god ven inviterede mig med til Bramsnæsløbet Torsdag d.14 maj.
En tur på 50km, ude i den flotte danske natur, med bakker, marker, skov og hyggelig sommerhus områder. Et rigtig flot område, som kun blev bedre af, at det var et flot vejr med sol og delvis blå himmel, dog med hvide skyer og ikke specielt meget vind.

Starte var blevet flyttet fra hallen til Vestergårdsager pga kloakarbejde. Men starten var stadig god.

Vi tog ruten som en hygge rute. Stille og roligt, tid til at nyde og opleve naturen. Hvilket for mig, var en første gangs oplevelse, da jeg aldrig har været i det område før, og jeg må sige det er et smukt område, som bestemt skal opleves igen.
Turen tog i alt 2t 15m 31s.


Næsten hele ruten. Da min mobil i starten ikke ville køre endomondo.


Det var forhåbentlig mit sidste løb, på den gamle blå racercykel. Den har gjort det godt, og klaret meget, både i forhold til løb, km den har kørt, samt div. styr, den desværre også har taget. Planen med den er nu, at enten går den helt på pension, og bliver prøveklud, når jeg skal lære selv at fixe min cykel, eller også bliver den min vinter racercykel.

søndag den 17. maj 2015

Ny cykel :o)

Endelig har jeg fået en ny moderne racercykel :-)
Selvom jeg er super glad for min gamle racercykel, så var det efterhånden på høje tid, at få en ny. En med moderne gear, og som ikke vejer et halvt tons.

Efter lang tids søgen, fandt jeg en på ebay, som var inden for mit budget, og havde det jeg søgte.
Valget faldte på en Claud Butler Torino SR3 Gents 700c 18 Speed Sora Gears Alloy Road Racing Bike, med carbon forgaffel og 18 gear, som sidder i styret/bremserne. Hvilket er nyt for mig.

Cyklen blev købt og så var det ellers at vente, på at den kom. Hvilket var temmelig meget totur, for selvom de faktisk var hurtige med at få den pakket og sendt, så tog det 3 dage før jeg fik den, og på dagen for dens ankomst, så sad jeg og trippede HELE dagen, før den endelig ankom med DHL.


Nu skulle den så "bare" pakkes ud og samles. Hvilket faktisk ikke var så lige til, som det lyder. Men efter lidt start vanskeligheder, blev cyklen samlet og næsten klar. For der skulle luft i dækkene og den skulle lige fin justeres i gearene.
Efter lidt hjælp, fra en god cykel ven, var cyklen endelig køre klar til sit første løb :-)


lørdag den 9. maj 2015

På langfart.....

Tiden for de lange cykelløb nærmer sig med hastige skridt. Så nu er det de lange ture, når cyklen skal luftes, og i onsdags var vejret perfekt, ja næsten for perfekt, til en lang cykeltur.
Jeg havde fri, så nu skulle det være, en af de lange ture. Havde i tankerne at cykle ud til Storebæltsbroen, for elsker den bro.

Men først gik turen et smut forbi, den lokale cykelhandler for at efter tjekke at der var luft nok i dækkene. For ikke sjovt at cykle langt på halv flade dæk.
Det var mit første besøg der, så var faktisk en smule nervøs, for havde de så jeg kunne få luft i dækkene, og ville de hjælpe ???. Det ville de heldigvis. En rigtig flink mand, pumpede mine dæk, og gav et crash kursus i hvordan jeg selv pumper dem. Der kigger jeg bestemt ned igen :o)

Nu skulle der rigtig køres, eller cykles. Ud igennem Stenskoven...... hmm, hvad vej efter der... det blev mod Ringsted. Men Ringsted er den modsatte retning af Storebæltsbroen. Så da jeg nåede Gelsted, blev en ny vej prøvet. Den gik så mod Skelby... hmm, tænke, tænke.... fuck det jeg køre mod Tystrup søerne i stedet for. Der er også rigtig dejligt og smukt, med masser af gode bakker.
Men pruusstt, synes pludselig her blev MEGET varmt, og jeg havde de lange cykelbukser på.
Hvorfor, hvorfor lod jeg dem ikke blive hjemme.... nå, ind til siden og af med dem. Havde heldigvis de korte cykelbukser inden under. Ahh det var bedre, men hvad nu med de bukser..... de fylder faktisk ret meget, selv pakket sammen. Kæmpede med at få dem i saddeltasken, samt "styr tasken" uden held.
Hvad søren gør man så. Gad i hvert fald ikke cykle hjem igen, bare for et par bukser.
Så det ender med, at de bliver bundet om livet. Hvilket gjorde at de holdte på jakken, så der ikke kom kold luft ind på maven. Hvilket var rart nok, når man drøner ned af bakkerne med 50km/t, men ikke noget jeg vil gøre igen, altså have bukserne om livet.

Nå men videre ud i det smukke danske landskab, med masser af bakker og noget vind, som dog mest kom fra siden eller bagfra.
Fra Skelby gik turen videre til Rejnstrup og Tystrup søerne. Der er så smukt der oppe, samt masser af bakker. Men efterhånden går det rigtig godt på bakkerne, bliver stærkere og stærkere, nu mere jeg knokler på dem.

Mit første stop blev på en parkeringsplads, med udsigt over søerne. Sådan en udsigt er alle bakkerne værd. At sidde der og kigge ud og vandet, mens lærker synger for fulde hals. Fylder mig med energi og glæde :o)

Meenn, kan jo ikke sidde der, og drømme mig væk hele dagen. For der er kun 27km der op, og det er jo slet ikke nok.
Så turen går videre, ud til Skælskørvej og videre af Lorupvej. Et område jeg aldrig har været før, men med et meget smukt område. Kørte igennem den smukkeste bøgeskov, med små bakker og masser af hygge natur stemning. Nød virkelig at køre der ud af.... bare køre og suge oplevelserne i mig.
Lige indtil jeg spottede noget, der faktisk lignede en cykelslange. Hmm, hvorfor skal skovsvin altid ødelægge det hele..... nåede at blive lidt gnaven, lige indtil jeg kom tæt nok på, til at se hvad det virkelig var. Så fik piben en anden lyd, og min cykel slog et STORT slag uden om slangen, for ja det var en slange, bare ikke en cykelslange, men en rigtig slange, som lå i solstrålen midt på vejen. Shit der kom pulsen lige op et par hak. Dog tror jeg ikke det var en hugorm, men "bare" en snog. Men lige meget hvad, så forblev jeg lidt mere oppe på dupperne, igennem resten af skoven. For dagen skulle i hvert fald IKKE ødelægges af et slangebid.

Til sidst var der ikke mere skov, og ud i modvinden jeg kom. Men syd på skulle jeg, for at være sikker på, at der også var en hjemtur.
Knoklede videre indtil Sørbymagle dukkede op. Der havde jeg kun været en gang før, men fik da fundet vejen gennem byen ind til Slagelsevejen dukkede op. Shit jeg er nået langt efterhånden. Der var kun 8km til Slagelse. Overvejede et øjeblik at gøre alvor og cykle ned til Storebæltsbroen, meenn man skal jo også hjem igen, så fortsatte over Slagelsevejen og videre mod Gimlinge. Også et smukt område, dog kunne vindes mærkes. Så det blev til et nyt lille cykel selfie pitstop :o) Dem skal der også være plads til.


Fra Gimlinge gik turen videre syd på. Tanken var at støde på Fodsporet også tage det hjem.
Ved Dalmose kom indgangen til Fodsporet, også var det bare der ud af.  Sporet er lige pga det er et gammel togspor. Eneste minus ved Fodsporet er alle bommene undervejs. Jeg kan ikke cykle igennem dem, men skal nok få det lært.

Da måleren når de 50km, var det pausetid. Og til mit store held, var der en bænk ved "vejsiden". På bænken står der "Dialog-bænken" på Fodsporet. Et dejligt sted, mit ude i naturen. Med en bæk rislenede og fuglene der synger og solen der bager ned på en. Kan det blive bedre, tror jeg ikke.


Efter en kort pause, gik turen videre hjem over. Fuld fart der ud af, næsten ingen folk på vejen og rygvind. Så lå fart på de 30km/t og lidt over.
Men altså når man nu cykler så langt, så skal der altså også lidt mad inden bords. Så da jeg nåede til Fodby, vendte jeg cyklen den anden vej og cyklede mod Karrebæk, for hvilket bedre sted at stille sin sult, end ishuset i skoven, på vej mod Næstved.
Så efter en lille omvej, nåede jeg ishuset, som heldigvis havde åbent.
Har efterhånden holdt pause her nogle gange. Et dejligt sted, hvor cyklen kan holde, så man kan se den, mens man er inde og bestille mad, og maden er god. Jeg får altid en rød pølse med brød og enten en kop kaffe eller en vand. Det giver lige det sidste energi boost, til at klare turen hjem.


Ved dette stop stod afstandsmåleren på 72km. Men mit mål var 95 - 100km, og der var ikke så langt hjem, så bestemte mig for at tage den over landet hjem. Dog gik turen først til Næstved og ind igennem nået af byen.
Selvom jeg normalt ikke er så glad for at køre i byen, da man skal ha øjne på hver finger, og konstant op og ned i fart, var det nu meget sjovt at ligge og ræse lidt med scooterne. Han troede at han kunne køre fra mig, men jeg lagde mig lige i røven på ham, indtil han skulle dreje. Det giver også godt til lidt interval træning.

Nåede forbi politistationen og videre op forbi Åsen, før turen gik mod Rønnebæk og ud over landet til Næstelø. Her kan man dreje af mod Holme-Olstrup, også var det ellers bare hjem over.

Ved mål stod måleren på 94,97km, burde nok ha taget de sidste 3m med, men gad ikke køre mere. Og for mig er det godt nok til de 95km.
Denne tur brugte jeg 3t og 41min på, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med. For jeg går ikke efter at køre hurtigst eller havde det højeste gennemsnit. Nej jeg går efter at kunne køre så langt som muligt.

Dagens tur var en rigtig dejlig tur, ude i det danske landskab. Og nu er jeg klar til Scalaløbet næste weekend, hvor den netop står på 95km, samt Bramsnæsløbet på 50km.

                                                                             Dagens rute.

onsdag den 6. maj 2015

3 cykelløb i maj

I denne mdr står den på hele 3 cykelløb. Eller det er i hvert fald planen.

Først er der Bramsnæsløbet, som afholdes Kr.Himmelfartsdag - d.14 maj i Kirke Hyllinge.
Her skal jeg køre med en anden cyklist og vi tar 50km.

Om søndagen d. 17 maj er det Scalaløbet i Næstved. Her står den på hele 95km.
Håber jeg kan klare to løb inden for kort tid.

Sidst men ikke mindst, det løb der startede det hele for mig.

Tøserunden. 

Min mål har fra starten været at gennemføre Tøserunden, når jeg blev 40år. Nu bliver det så bare nogle år tidligere, da muligheden meldte sig, og min krop heldigvis ikke har glemt cykelmusklerne helt.

Tøserunden er på 112km, og foregår i Køge området.
Et rigtig kvindeløb :-)

Der er noget specielt ved at køre cykelløb. Stemningen, sejeren ved at gennemføre et løb, det giver en et extra kik, og modet til at prøve flere løb.

tirsdag den 5. maj 2015

600km på en mdr - April.

Sammenlagt blev det til ca. 600km på cykel i april. Det er 150km mere end marts mdr.

Der er virkelig kommet fut i cyklen, dog er det hele ikke på racercyklen, men sammenlagt racercyklen, turcyklen og motionscyklen.

For tiden ser mit cykel skema sådan ud:

Tirsdag og torsdag står den på interval træning i motionscenter. Det er hårdt, men godt.
På motionscyklen bliver det til 25 - 30km interval træning, med skiftevis "bakker og lige vej". Det bruger jeg ca. 1 time på og ligger efterhånden på et lvl mellem 8 og 10, samt en hastighed/omdrejning på 80 - 90. Samt watt er oppe på 150 - 170. Det får sveden til at drive, men det er det hele værd.

Et hurtigt billed fra motionscyklen. Er ved at være "i mål" derfor belastning og omdrejning ikke er så høj.

Der ud over cykler jeg til og fra kursus hver dag, Det er ialt 21km, og hjemturen er mest op ad bakke. Så det giver også lidt til musklerne.

Onsdag bliver brugt til at cykle langt. For tiden har turen gået op forbi Skelby, hvor der er masser af bakker. Det giver godt at træne bakker også i stiv modvind.
For de sidste par gange, jeg har været ude og træne, har vinden virkelig været hård. At knokle på bakkerne ved Gisselfeld i stiv modvind, kan godt mærkes. Men når så snuden vendes hjemover og man får rygvind, ja så det fedt at ligge med 40km/t og ikke behøver at træde rundt.

Ellers cykler jeg når vejret tillader det.

Har det sidste stk tid forbedret mit gennemsnit fra 23km/t til 25km/t og cykler generelt længere på hver træningstur.

                                           Et lille hvil ved Rejnstrup og Susåen.

mandag den 27. april 2015

Aften træning og test af cykel

Efter mit styrt i sidste uge, har racercyklen holdt en lille pause. For den havde fået et ordenligt gok i forbremsen, som er blevet nogenlunde rettet. Men jeg frygtede at forhjulet var slået skævt. Så dagens tur var en test om hjulet og forbremsen virkede eller ej.

Tog en tur over Herlufmagle til Skelby, op over alle bakkerne i stiv modvind. Det giver godt i lårmusklerne, i sær efter 2 dages pause. Her kunne cyklen rigtig blive testet, og den kører heldigvis fint, ingen slinger i fordækket. Dog piver forbremsen lidt, men det var som forventet. Så brugte mest bagbremsen, og holdte lidt igen ned af de store bakker, for gider ikke flere styrt foreløbig.
Fra Skelby gik turen via Holløse til Vallensved, en flot tur ud over landet, med nogle dejlige bakker og sidevind.

Der er ikke noget bedre end at knokle derud af, med vinden i håret, mens fuglene synger og rapsmarkerne langsomt får farve. Så får tankerne frit løb og man glemmer næsten tid og sted. Men jeg HUSKER at kigge op og se mig for.
Kilometer efter kilometer fare forbi en, og før man får set sig for, er man tilbage i virkeligheden, med biler, hovedveje der skal krydses og ens fulde koncentration. Vallensved er nået og turen går videre til Fodsporet, et dejligt langt lige spor, hvor man burde kunne drøne afsted, hvis det ikke lige var får alle bommene, der er undervejs. De er vildt irreterende, men selvfølgelig opsat for at motorcykler og andre motor køretøjer ikke skal kunne komme ind på sporet. Men de bremser konstant ens fart. Man når lige op og runde de 30km/t, så må man ned i fart igen.
På trods af alle bommene, er det en dejlig tur, hvor man er tæt på naturen. En hare sidder i vejkantet og kigger mistroisk på en, før den drøner afsted i modsat retning. Fuglene synger og har travlt med redebyggeri. Træerne er så små begyndt at få grønne blade, foråret er virkelig kommet. Det er på sådanne ture, jeg lader op til at klare hverdagen. Her er stress og jag langt væk. Her er kun mig, cyklen og landevejen.
Til sidst når man enden af Fodsporet, og tilbage i byens travle trafik. Nu skal alt ens opmærksomhed rettes mod de andre trafikanter, i håb om at komme sikkert gennem byen. Turen går fra Herlufholm, ud mod den nye rundkørsel og videre mod Ringsted. Der er heldigvis cykelsti, men ikke en særlig racercykel venlig en, smal og fyldt med grus, og en lidt stejl nedad bakke. Der skulle tungen holdes lige i munden. Gulerodshuset er i sigte, og turen går igennem stenskoven hjem, med flere små lettere hissige bakker. Der kom lidt sved på panden, Endelig kommer Fensmark og jeg er næsten hjemme.
Dog skulle en 4hjulstrækker køre næsten ud foran mig, hvilket var ok, hvis han kunne finde ud af, at træde på speederen. Måtte bremse for ham, og lå lige i røven på ham det sidste stykke vej, selvom han prøvede at gasse op. Men altså når der er bump og man kun må køre 40, ja så var det nemt for mig at ligge på hjul.

En dejlig aftenstur, hvor cyklen blev testet og godkendt!